Ukraine
September/oktober
2024
Jeres modtagelse af BMH Bio som grossister af biobrændsel med holdning - træpiller, briketter og brænde fra Ukraine - har været overvældende.
For det takker vi på egne og Ukraines vegne :)
Den varme velkomst har gjort det presserende nødvendigt at udbygge vores netværk af produktionspartnere.
Velkommen med på rejsen til producenter i området omkring ukrainske Kovel.

Nogen entreprenante ukrainere har fundet på at udleje ukrainske biler til afhentning i Krakow lufthavn.
Smart - for det er kun ukrainske udlejningsbiler der kan passere grænsen. Surt at alle biler var booket...
Plan B: lej en polsk bil. Parker den på den vestlige side af grænsen og gå over grænsen.
Kør så videre i en ukrainsk bil som et udlejningsselskab kører ud til grænsen med fra Lviv.

Jeg tror egentlig ikke at det er meget farligere at opholde sig i den vestlige del af Ukraine end det er at opholde sig i Malmø...
Man er imidlertid alligevel nødt til at forholde sig til teknikaliteter som at ens sædvanlige livsforsikring ophører med at dække i det øjeblik man passerer grænsen.
Så ønsker jeg at min familie er sikret lige så godt når jeg opholder mig i Ukraine som når jeg opholder mig alle mulige andre steder?
Er svaret 'ja' kræver det en police hos et internationalt forsikringsselskab der koster hvad der svarer til dækningsbidraget fra 7 vognlæs træpiller...

Jeg holder meget af naturen. Samtidig virker det som om at russerne har en forkærlighed for at ramme områder med flest muligt civile med deres missiler.
Derfor har jeg fundet et hotel midt ude i skoven. Værelserne udgøres af stueetagen eller 1. sal i en flok små træhytter.
Spot-on min stil - og med en pris pr. overnatning på 2-300 kr. er det ikke prisen der holder en vågen om natten.

Søndag holder jeg fri og tager ind til Kovel for at fornemme folket og byen.
Selv her så langt fra fronten gives der ikke et øjebliks mulighed for at glemme krigen.
Der er mænd i uniform overalt - hjemme på orlov inden de skal afsted til fronten igen.
Vejrbidte, værdige - og de fleste med et melankolsk glædesløst udtryk der vidner om hvad de har oplevet.
Det gør mig deprimeret og rasende på samme tid.

Selvom fronten er langt væk gør synet af kirkegårde der udvides krigen meget nærværende.
Oleksander her nåede ikke at blive 35. På hans sten står der:
"Livet endte i smertefulde sår. Det var stadig smukt og ungt.
Vi står tilbage med brændende tårer og et ubesvaret spørgsmål: hvorfor?"

Ukrainerne synes at være et usandsynligt robust folkefærd. Et samfund hvor de fleste har en funktion.
Omkring stationen sælger bedstemødre (babushkas) fra de omkringliggende landsbyer svampe og bær fra skovene samt produkter af egen avl: grøntsager, honning, æg, mælk, etc.

Faktisk virker det som om at de eneste der laver ingenting i Ukraine er de herreløse hunde :)
At ukrainerne hjemmefra er vant til at klare sig selv bidrager givetvis til det faktum, at de er gruppen af flygtninge i Danmark med den højeste beskæftigelsesfrekvens.

På en cafe i Kovel får jeg serveret den uden sammenligning bedste kaffe og croissant som jeg har nydt rigtigt længe - og betaler mindre end tyve kroner.
Dagens indtryk får tankerne til at kredse om hvorfor flere ikke gør mere...
Den halvdel af mig der er dansker er stolt af at Danmark indtager førstepladsen af bidragsydere (når man måler størrelsen af vores støtte ift. størrelsen af vores økonomi).
Den halvdel af mig der er nordmand græmmes over at finde Norge på en tiendeplads :/
Polens placering på listen som nummer syv rummer et paradoks. Dette paradoks finder de politisk interesserede beskrevet i artiklen allernederst på siden...

Dag 1...
Man bør aldrig gå ned på gaver når vejen skal banes for et gensidigt frugtbart samarbejde.
Tidligere medbragte jeg ofte dansk brugskunst til mine forretningsforbindelser i fjerne lande - Royal Copenhagen, Jacob Jensen, etc.
Det holdt jeg op med efter et par gange at have oplevet at modtageren i sin desperate søgen efter formål valgte at drikke the af fyrfadsstagerne...
Ukrainerne er pragmatiske folk så jeg valgte at medbringe hjortespegepølse, grubeost fra Thise og snaps fra Bornholm.
Godt tænkt - hvis det ikke havde været fordi at min emballering af den lede ost viste sig utilstrækkelig.
Hele garderoben havde derfor et umiskendeligt hint af ostelugt - intet under at de herreløse hunde i Kovel holdt sig tæt på mig :/

Området omkring Kovel i Ukraines nordvestlige hjørne kan nærmest betegnes som et 'Pilicon Valley' - her ligger træpilleproducenterne og producenter af andre relevante varer tæt.
Samtidig giver det fantastisk god mening at fokusere på denne region grundet dens relative geografiske nærhed til Danmark.
Ved at source her kan vi sikre at færrest muligt penge går op i røg til transporten...

Mød Petro. Ud over at være en af ufatteligt mange storke i Ukraine er Petro også selvudnævnt hus-stork hos Verba der er første besøg på turen.
Verba er en af vores ældste leverandører og er en vanvittigt veldrevet og progressiv virksomhed.
Bemærk f.eks. solpanelerne på taget af lagerhallen i baggrunden.
Verba er ejet og drevet af to brødre Volodymyr og Oleksander - begge i trediverne.

Hos Verba lavede de KASSEN på de vilde priser under krisen. Penge der ikke blev brugt på vin, kvinder og sang - Volodymyr er faktisk en meget religiøs mand.
Pengene blev i stedet reinvesteret i produktionsfaciliteterne der fremstår knivskarpe.
De har støbt et så stort areal betondæk under produktions- og lagerarealerne at de valgte at bygge deres eget værk.
Efter have afsluttet de interne projekter leverer de nu til eksterne byggepladser...

Hovedparten af råmaterialerne til Verbas træpiller udgøres af savsmuld fra deres enorme produktion af paller.
Det betyder at Verba kan lave meget lyse piller - og at de kan lave træpiller fremstillet af 100% savsmuld (uden træflis).
Ud over at gøre pillerne dyre gør det dem også velegnede til de kunder har behov for træpiller til strøelse (træpiller fremstillet af 100% savsmuld absorberer fugt bedre end træpiller delvist bestående af træflis).
Fra Verba leveres også lidt mørkere piller med et indhold af træflis tilsat.

Der hersker i Danmark en udtalt træpilleracisme - danskerne kan bedst lide de hvide :)
Billedet her illustrerer hvorfor denne præference kan være vanskelig at at levere ensartet på.
Således er det et faktum at savsmuldets kulør varierer i takt med hvilket træ der skæres.
Derfor (og på grund af variationer i tørreprocessen) vil I kunne opleve at pillerne - også fra Verba - varierer fra meget lys til mørkere.
At pillernes kulør samtidig ingen betydning har for pillernes brændværdi og øvrige tekniske egenskaber er heldigvis også et faktum.

En halv times kørsel bragte os fra Verba til søsterselskabet DPP Ressource.
Brødrene har købt og videreudviklet DPP Ressource med henblik på ikke alene at dække premium og mid-pellet markedet - men også at have et 'basic-level' produkt til de allermest prisbevidste.
DPP's faciliteter fremstår lige så skarpt som Verba. Der er styr på processerne og alt fremstår ryddeligt og ordentligt.

DPP's produktion er baseret på indkøbt savsmuld og egenproduceret træflis.
Resultatet er en mørkere 'cappuccino'-farvet pille på linje med de fleste andre basis-piller.
Af flere årsager bruger vi helst producenter der producerer af egen savsmuld:
de er mindre følsomme for udsving i priserne på savsmuld
de har 100% styr på råvaren

Problemer med sand i træpiller opstår normalt ikke ud fra et (kortsigtet) ønske om at spare på savsmulden ved at erstatte det med sand.
Problemerne kommer normalt fra en ekstern leverandør af savsmuld der har opbevaret savsmulden på jorden - og har taget rigeligt hårdt i med gummigeden for at være sikker på at få det hele med da der skulle læsses...
Kriterie nummer 1 for at acceptere en træpilleproducent er derfor at deres råvarer opbevares på et fast underlag - og at de har styr på at evt. underleverandører gør det samme.
Problemer med sand kan endvidere stamme helt tilbage fra håndteringen af tømmeret.

DPP producerer også RUF.
Spritny maskinpark bidrager til at briketterne fremstår knivskarpt og meget hårdt presset.
Vi fandt anledning til en alvorlig snak om hvad Verba gør ved vores troværdighed i markedet hvis vi har distribueret vareprøver og at varerne der leveres efterfølgende så fremstår visuelt distinkt forskellige fra vareprøven (mørkere).
De forstod problemet...

På en tredje fabrik (denne af ældre dato) fremstiller Verba-brødrene brænde og grillkul.
Jeg har vanskeligt ved at frigøre mig fra tanken om at grillkul kunne være en interessant artikel for mange af jer for at sæsonudjævne.
Det kan således tænkes at I hører mere om dette senere...

Dag 2...
En lille time nord for Kovel ligger VKKP.
De er med deres ca. 500 medarbejdere ca. dobbelt så store som Verba og er set med mine øjne en oplagt kandidat til at være supplerende kapacitet på både 'hvide' og 'cappuccino'-farvede træpiller.
VKKP's primære business er palleproduktion hvorfra savsmuldet til pilleproduktionen stammer.

Vi vil også hos VKKP i nogen uger kunne opleve at der er udsolgt af 'hvide' piller - simpelthen fordi der ikke er nok lyst savsmuld.
Nu med to producenter af et stort set ens produkt er vi imidlertid langt mindre følsomme end tilfældet var tidligere.
Og er vi ikke i land med det tager jeg turen igen og finder og onboarder yderligere kapacitet.

Det er big business for VKKP at producere OEM-produkter - altså piller der pakkes i kundens egne sække.
Her sækkes der piller til en polsk kunde.
Sække i eget design er naturligvis også en mulighed for jer såfremt I har et stabilt aftag.
Sporadiske enkeltstående ordrer af mange læs på en gang fungerer i Ukraine omvendt af hvad vi er vant til i Danmark: sporadiske store ordrer er i Ukraine typisk dyrere end mindre ordrer placeret løbende.
Læs nedenfor hvorfor...

Der et glastag over det vi gør der kan være vanskeligt at bryde igennem. Glastaget udgøres af en begrænset kapacitet af lastvogne der vil køre til lille Danmark.
Der er fra Danmark til Ukraine ret begrænsede mængder returgods tilgængeligt for vognmændene.
Derfor kan der opstå situationer hvor priserne for en transport til Danmark bliver uappetitligt høj når producenterne eller vi udbyder den på transportbørsen.
På den måde kan den paradoksale situation opstå at prisen stiger jo flere vognlæs du bestiller på en gang - simpelthen fordi at f.eks. lastvogn nr. 5 forlanger mere for at køre end lastvogn nr. 4 gjorde...
En anden ting der kan afstedkomme fænomenet er mangel på lyst savsmuld. Er ordren så stor at der skal indkøbes savsmuld for at producere den kan det presse fabrikkens omkostninger op.

VKKP leverer også ovntørret brænde.
Vi kan herfra levere såvel bøg som avnbøg, 25cm i 1,8RM tårne.

Hos VKKP ramte mit besøg ned midt i deres kvartalsvise 'teambuilding'-tur for hele administrationen.
Ejeren har nogen få kilometer fra fabrikken opført træhytter med spisesal, soverum, etc. - samt fået lavet en sø hvor der kan fiskes og bades.
På billedet har logistikafdelingen taget ansvar for tilberedningen af kartoflerne - og de blev gode...
Jeg forlod selskabet da vodkaen kom på bordet og en af pigerne indsamlede deltagernes bilnøgler :)

Dag 3...
Godt 200km øst for Kovel driver Sergeii UA Lumber Wood. Sergeii er en meget, meget flink mand - men hans set-up er ikke eksportklart.
Jeg tror Sergeii en tid endnu skal fokusere på at levere til hjemmemarkedet.
Pillerne ser for så vidt godt nok ud - men kvalitetssikringen omkring produktionen var i al væsentlighed fraværende.

Hvor de fleste andre baserer deres brændeproduktion på automation er Sergeii gået en anden vej.
Han producerer brænde ved hjælp af indsatte i et statsfængsel.
Det er eftersigende kun de værste lømler der er tilbage i de ukrainske fængsler - dem med domme for mildere forseelser end manddrab har fået tilbuddet om at tage til fronten i stedet for at sidde i spjældet.
Tanken strejfede mig om det nu også var helt gennemtænkt at udstyre dem med hver sin økse - men det så ud til at gå fint :)


Selv hos Sergeii er der styr på oprindelsen af råvarerne...
Sikrer man sig i Ukraine kun at handle med virksomheder der køber deres råtræ på de officielle auktioner med træ fra statsskovene er der 100% styr på oprindelsen.
Alt træ er forsynet med en chip som den på billedet.
Scan chippen med din telefon og du finder information om hvor træet stammer fra, hvornår det er fældet, med hvilken lastvogn det er leveret, etc.
At der er styr på tingene på dette niveau gør det meget enkelt for de ukrainske producenter at løfte kravet til dokumentation af bæredygtigheden når vi når der til.

Dag 4...
Vejen hjem er lang. Standarden af de ukrainske veje minder på sin vis meget om vejene vi kørte safari på i Kenya.
Forskellen er bare at i Kenya kørte vi i en Land Rover. I Ukraine kører jeg i en Equinox bygget af materialer der gør at det lyder som at sparke til en cola-dåse når man lukker døren.
Et råd fra din udsendte: kør kun mens der er lyst i Ukraine - så er det nemmest at holde sig fri af de dybeste huller...

På vejen hjem besøger jeg Lviv Pak.
Her producerer man nogen sindssygt flotte 1,8RM brændetårne med 25cm bøg.
Selvom Lviv Pak ligger et par timer sydpå ift. Kovel er afstanden til Danmark stadig indenfor rimelighedens grænser (læs: transporten til at betale).

Lviv fremstiller også en 'cappuccino'-farvet pille af savsmuldet fra deres store palleproduktion.
Pillerne minder af farve og tekstur meget om dem vi har solgt hundredevis af tons af fra Geon River.
Testrapporten fra Lviv viser nogen ret blændende resultater og er dermed nok den primære kandidat til at blive supplerende kapacitet i basis-pille segmentet.
Effektiv brændværdi 5,1kWh/kg, ADT 1.410 grader, etc.


Som de fleste seriøse ENplus certificerede træpilleproducenter har Lviv Pak et internt testlaboratorie til løbende daglige test af produktionskvaliteten.
Og netop derfor er ENplus certificeringen vigtig. Ikke grundet de mere eller mindre fine ad hoc testrapporter der jo kun er et øjebliksbillede - og som en svigagtig producent kunne have forberedt en særlig fin vareprøve til...
Det vigtige omkring certificeringen er dens krav til løbende kontrolmålinger af parametre som askeindhold, vandindhold, længde og mekanisk styrke.
Det sikrer en ensartet kvalitet og det giver ENplus ordningen værdi...

De lød hos Lviv ikke umiddelbart begejstrede ved tanken om at skulle afvige fra deres standardpallestørrelse på 1.050kg (hvilket jo er den pallestørrelse der på alle måder giver den bedste økonomi).
Er der nogen af jer der insisterer på 900kg paller skal jeg imidlertid gøre mit bedste for at få det til at glide ned...

Når jeg er i Danmark arbejder jeg normalt fra 07:00-19:00 og om lørdagen kun det halve.
Problemet er når jeg rejser at jeg ofte glemmer at så tager ting tit længere tid - og så må jeg arbejde mere for at nå det jeg har planlagt hjemmefra.
Så kan jeg godt føle mig en anelse brugt og pludselig lyder ordene 'boarding completed' som sød musik i mine ører :)

Også ved denne hjemkomst havde jeg det held at både min søde kone og hunden Svend var glade for at se mig.
Den kærlige modtagelse kroner en tur der har budt på helt konkrete resultater der kan medvirke til at løse de udfordringer vi har oplevet omkring utilstrækkelig kapacitet.
Og som sagt - viser det sig at vi ikke med de opnåede resultater er 100% i land - så må jeg jo bare afsted igen...
P.S. Kjolen min søde kone bærer er ukrainsk design jeg fandt i Kovel :)

Polen - Ukraines vestfront?
At Polen indtager en syvendeplads på listen af største Ukraine-donorer er et paradoks.
Med den ene hånd støtter polakkerne tilsyneladende rundhåndet Ukraine - mens de samtidig med den anden hånd kvæler Ukraines mulighed for med eksport at kunne sikre sig de indtægter som Ukraine desperat har brug for.
For at beskytte europæiske transportører mod den ukrainske konkurrenceevne opererede man i EU-lande før krigen med et kvotesystem der regulerede hvor mange lastvogne Ukraine måtte send ind i/igennem de respektive medlemsstater.
Dette kvotesystem blev af EU suspenderet efter krigens udbrud. EU's motivation for at suspendere kvotesystemet var:
at give Ukraine en mulighed for med landtransport at eksportere nogen af de varer der tidligere blev eksporteret af den nu delvist blokerede søvej
at give Ukraine muligheden for at kompensere for den tabte eksport mod øst
at give Ukraine mulighed for at øge sin eksport fremfor at være reduceret til på passiv overførselsindkomst at være afhæng af donorers skiftende luner
Man kan med rette diskutere hvor mange af EU's beslutninger der er fornuftige - men det er indiskutabelt at denne beslutning fungerede som tilsigtet. Ukraines landbaserede eksport til EU er øget med 2/3. Over den samme periode er Ukraines IMPORT fra EU næsten tredoblet.
At disse resultater af vital betydning for Ukraine er opnået er imidlertid ikke sket takket være Polen. Resultaterne er derimod opnået på trods af Polen.
Således er det et faktum at Polen ad flere omgange - og netop nu igen - ihærdigt undergraver Ukraines muligheder for ved eksport i videst muligt omfang at hjælpe sig selv. Polens forskellige benspænd har haft forskellige ansigter:
trucker-blokaden af den Ukrainsk/Polske grænse
farmer-blokaden af den Ukrainsk/polske grænse
den p.t. igangværende 'arbejd-langsomt'-aktion i toldbehandlingen på grænseovergangene
Sidstnævnte aktion har reduceret kapaciteten af toldbehandlingen med ca. 2/3 og har indtil videre medført en ventetid på grænsen på 6-7 dage. Resultatet er tabte eksportindtægter til Ukraine - og naturligvis stigende priser til ugunst for EU-borgerne.
Altså de samme EU-borgere som polakkerne har trukket pengene op af lommerne på i deres etablering af en ekstravagant EU-finansieret infrastruktur i Polen der vel kun overgås af velhavende oliestater.
Jeg havde håbet på at det blev bedre med Donald Tusk som chef i Polen. Det blev ikke tilfældet. Jeg tænker at enten deponerede han sit internationale udsyn i Bruselles da han rejste retur til Polen - eller også er han simpelthen bare afhængig af formørkede nationalistiske kræfter for at få lov til at beholde nøglen til ministerbilen.
For (nogen af?) polakkerne synes intet nok. Deres 20-årige EU-medlemskab har fordoblet deres bruttonationalprodukt, seksdoblet deres eksport og reduceret deres arbejdsløshed fra 19 til 3%. Samtidig indtager de imidlertid fortsat en flot plads som en ubestridt nr. 1 som netto-bidragsmodtager fra EU. Polen indkasserer således et nettoprovenu af dets EU-medlemskab der er mere end dobbelt så stort som Grækenland på 2. pladsen.
Jeg er med på at man som polsk landmand eller vognmand kan føle at man har trukket nitten når grænserne til dels åbnes mod en nation med en så krasbørstig konkurrenceevne som den ukrainske. Set med mine øjne burde det imidlertid kalde på omstilling og forandringsvillighed på linje med den der betyder at vi i Danmark i dag producerer vindmøller i stedet for skibe.
Polakkernes krampagtige klyngen sig til status quo peger i retning af den samme skæbne som blev dinosaurerne til del - indtil videre dog med udslettelsen udsat på ubestemt tid af en kombination af den løbende obstruktion af EU-beslutninger, manglende evne/vilje fra polsk politisk hold til at iværksætte den fornødne forandring - og den samtidige/fortsatte samvittighedsløse økonomiske udnyttelse af EU-medlemskabet.
Fandtes der formørkede grupperinger i det danske samfund der på tilsvarende vis agerede samfundsundergravende i sin modstand mod den nødvendige forandring er det både min tro og mit håb at Mette & Friends ville støve vandkanonerne af og håndtere det effektivt når forhandlingsmulighederne var endeligt udtømte.
Således - sikkert til manges overraskelse - udgøres truslen mod ukrainernes evne til at klare sig selv altså ikke alene af en lille sindslidende mand i Moskva. Den udgøres i høj grad også af en tilsyneladende ukontrollerbar kræmmermentalitet hos naboen i vest.
For Ukraine koster fjenden i vest helt konkret menneskeliv på fronten i øst. For os andre har det mindre dramatiske konsekvenser i form af markedsineffektivitet og højere priser.
For jer kære kunder betyder det at I aldrig må brænde jeres broer til andre leverandører. Vi hos Stay-Well har valgt at støtte en nation i krig - ikke bare på østfronten men også på vestfronten. Det vil med sikkerhed betyde lejlighedsvise leveringsudfordringer. Derfor skal du, uanset hvor helhjertet en støtte du ønsker at være, altid have en Plan B i skuffen.
Og det fører tilbage til det oprindelige spørgsmål - hvad betyder det EGENTLIG når Polen er syvendestørste donor til Ukraine - samtidig med at man fra Polens side rutinemæssigt strammer løkken om Ukraines hals?
Betyder det at Polen er en dybt splittet nation hvor mørkemænd hinsides politisk kontrol bevæbnet med høtyve og udrangerede lastvogne blokerer grænserne - samtidig med at parlamentet i al ubemærkethed vedtager enorme hjælpepakker.
Eller betyder det at polakkerne kender russerne godt nok til at vide at det helt kontant er pengene værd at kunne bruge Ukraine som kanonføde og bufferzone og at man derfor skønner det opportunt at holde dem i live på et nødvendigt minimum?
Jeg har bedt den Polske ambassadør i København kommentere spørgsmålet. Får jeg imod forventning svar lover jeg naturligvis at dele det med jer!
P.S. Undrer du dig i lighed med hvad jeg gjorde over hvorfor Ukraine ikke laver mere larm omkring denne problemstilling så skyldes det efter eget udsagn frygten for i en presset situation at gøre et i forvejen anstrengt forhold til Polen værre - ligesom man naturligvis på ukrainsk side er meget bevidste om ikke på nogen måde at komme til at fremstå som utaknemmelige.